Spørgsmål og svar om svæveflyvning
Svæveflys ”motor” er tyngdekraften. Vi omsætter flyvehøjden over jorden til rejsefart, dvs. potentiel energi til kinetisk energi. Et moderne svævefly glider 40-50 meter frem for hver meter, det synker. Svæveflyet kan på denne måde fra fx 2 km’s højde komme mellem 80 og 100 km frem i vindstille vejr. Længere i medvind og kortere i modvind.
Når luft passerer vingen på en flyvemaskine, skabes der opdrift, fordi vingen er en lille smule krum, dvs. at oversiden er lidt længere end undersiden. Der skabes undertryk på vingens overside og overtryk på vingens underside. Faktisk bliver flyet mest suget op, idet der er ca. 2/3 undertryk på vingens overside og ca. 1/3 overtryk på vingens underside. Princippet kendes fra fysiktimerne i gymnasiet med Bernoullis lov om aerodynamisk tværkraft. Svæveflyet skal bevæge sig frem gennem luften for, at den nødvendige opdrift kan blive skabt. De fleste svævefly “begynder at flyve” ved 70 km/t.
Svæveflyet vinder potentiel energi (højde) ved at flyve ind i opadstigende luft. Luft begynder at stige, når det er blot en smule varmere end den omgivende luft. Fx vil luften i en grusgrav ofte blive varmere end luften over de omkringliggende marker, hvorfor der ofte er opadstigende luft over en grusgrav. Ret snart er temperaturforskellen til den omgivende luft udlignet, men så overtager luftfugtighedsforskellen. Fugtig luft er nemlig lettere end tør luft. Så når en “boble” med lidt fugtigere luft, som den ofte er nede ved jorden, er kommet i gang med at stige opad, vil den hurtigt blive en hel del lettere end den omgivende luft og fortsatte stigningen ofte accelererende.
Nej! Svæveflyvning er ikke farlig. Der er så få personskader ved svæveflyvning i Danmark, at der reelt ikke kan laves statistik på det.
Svævefly er konstruerede til at svæve (uden motor). Motorfly derimod er afhængige af motoren. Hvis motoren i et motorfly går i stykker, bliver situationen farlig. Svævefly derimod er konstruerede til at flyve uden motor.
Svæveflyve-piloter træner igen og igen i at starte og lande og i at flyve sikkert. Det er selvfølgelig en særlighed ved svæveflyvning, at landingen skal lykkes i første forsøg. Træningsstandarden blandt svæveflyvere er meget høj.
Der benyttes to forskellige startmetoder: spilstart og flyslæb.
Spilstart:
I den ene ende af startbanen står et motorspil med en kraftig motor. Dette spil trækker ved hjælp af en stålwire svæveflyet fremad og dermed opad, næsten ligesom en drage. Alt efter hvor langt der er imellem flyet og spillet, opnår flyet en højde på ca. 3-500 m. Denne startmetode er både billig og hurtig.
Flyslæb:
Her bruger man et mindre men kraftigt motorfly til at trække svæveflyet op. Svæveflyet er forbundet til motorflyet med et tov, der er imellem 30 og 60 meter langt. Når man er i den ønskede højde, kobler man af, svæveflyet flyver videre, og motorflyet lander straks igen for at trække flere fly op. Metoden er nem, man kan få den højde man vil, og man kan blive trukket derhen, hvor der fx er god termik.
Svævefly styres efter de samme principper som de fleste andre fly, det vil sige ved hjælp af højderor, sideror og krængeror. Ved at kombinere de tre ror har piloten fuld kontrol over flyets bevægelser.
Flyets hastighed styres med højderoret, som er forbundet til flyets styrepind. Når styrepinden trykkes fremad, kommer flyets næse til at pege mere nedad, hvorved hastigheden øges. Det omvendte sker, når pinden trækkes tilbage. Den normale flyvehastighed er mellem 80 og 150 km/t.
Det er derfor ikke noget væsentligt problem at flyve frem gennem let til moderat modvind.
Svævefly er normalt udstyret med højdemåler, fartmåler, kompas, flyradio, variometer (angiver om flyet stiger eller synker) og GPS-navigationsudstyr.
Svæveflyvning er en sportsgren, hvor vejret har enorm betydning. De fleste dage mellem marts og oktober kan der faktisk svæveflyves. Men hvis flyvningen skal strække sig over flere hundrede kilometer, kræver det særligt vejr. For at kunne gennemføre lange flyvninger, har vi brug for sommerdage med klar, tør luft, blå himmel og spredt skydække af cumulus-skyer.
Ved normal flyvning synker svævefly mellem 0,5 og 1 meter pr. sekund. Derfor har vi brug for opadstigende luftstrømme (termik), hvis vi vil andet end lande igen umiddelbart efter starten.
Når solen opvarmer jordoverfladen, opvarmes de nederste luftlag især over tør jord som fx en grusgrav. Den varme luft stiger til vejrs, mens kold luft synker ned. Når processen først er sat i gang, opstår der ofte en søjle af opadstigende luft, som er i gang længe nok til at et svævefly kan stige til vejrs. I højden danner termikken ofte en cumulus-sky, når luftsøjlen når den højde, hvor vanddampen i luften kondenserer.
Termiksøjlen er normalt ikke særlig bred, så piloten må flyve i cirkler (kurve) for at holde flyet i termikken. En god pilot har evnen til at finde og udnytte termik. Musvåger, storke og ørne er for øvrigt fremragende termikflyvere.
Vejret, flyets præstationer og pilotens dygtighed er de faktorer, som afgør mulighederne for flyvningens varighed og distance.
I Danmark kommer den maksimale flyvehøjde sjældent over 2 km, ganske enkelt fordi termikken ikke når højere. Men bare et lille stykke ned i Tyskland når flyvehøjden gerne 3 km. Det skyldes fastlandsklimaet, hvor Danmark desværre er præget af maritimt klima. I bjergegne og i områder med udpræget fastlandsklima kan flyvehøjde komme langt højere op, helt op til 5-6 km over jorden. Over ca. 3 km’s flyvehøjde skal man medbringe ilt-apparat.
Erfarne piloter flyver ofte distanceflyvninger, fordi det byder på de største landskabelige oplevelser og flyvemæssige udfordringer. I Danmark er de fleste distanceflyvninger mellem 100 og 500 km med start og slut samme sted, mens der i udlandet er eksempler på distanceflyvninger over 2000 km.
Flyvninger på mere end 5-8 timer er ikke ualmindelige. Man er for mange år siden holdt op med at se varigheden som et mål i sig selv, fordi trætte piloter begår for mange fejl.
Svæveflyvere en meget bred skare både hvad angår alder og baggrund. De yngste er 14 år og de ældste er over 70. Der kræves ikke specielle forkundskaber for at kunne begynde at svæveflyve. Alt, hvad du behøver, er et normalt, godt helbred. Brug af briller er for eksempel ingen hindring.
Du skal have lyst til at være udendørs og opleve naturen fra en særlig vinkel. Du skal også have lyst til at bruge den nødvendige tid på svæveflyvningen. Man kan ikke være ”lidt” svæveflyver. For at kunne flyve sikkert, skal man holde sin træning vedlige, ligesom du skal være indstillet på at indgå i klublivet.